Varmt velkommen til Christian Boysen! 

30. september 2019

Christian Boysen tiltræder Energy Innovation Cluster som ny Project Director.

Christian Boysen (33 år) tiltræder den 1. oktober stillingen som Project Director i Danmarks nationale innovationsnetværk og klyngeorganisation for energiproduktion, Energy Innovation Cluster.

Christian Boysen er civilingeniør i energiplanlægning, og han kommer fra en stilling som projektchef i CLEAN. 

I Energy Innovation Cluster skal Christian Boysen som project director bidrage til at drive innovationsprojekter til gavn for den danske energisektor. 

”Jeg ser meget frem til at arbejde med virksomhedsnær innovation og facilitere nye innovative løsninger med afsæt i industriens største udfordringer”, siger Christian Boysen:

”Vi skal være tæt på industriens mest presserende udfordringer for at sikre virksomhedernes engagement. Virksomhederne skal ikke være et mål for aktiviteten, men selve aktiviteten”, understreger Christian Boysen.

Fremtidens energisystem 

I Energy Innovation Cluster skal Christian Boysen arbejde med innovation og teknologiske løsninger, som muliggør den videre rejse mod en vedvarende energiforsyning. 

”Energisystemet står foran massive investeringer, så det bliver muligt at udnytte vedvarende energi fra sol og vind bedre. Vi skal løse udfordringen med en fluktuerende produktion, f.eks. gennem lagring, konvertering og sektorkobling”, siger Christian Boysen.

Det er løsninger, som industrien efterspørger – og som er afgørende for at løfte Danmarks ambitioner om en energiforsyning baseret på vedvarende energikilder. Samtidig kan det også være en vigtig motor for dansk vækst og et nyt eksporteventyr.

Fordoble vores projektportefølje

”Industrien føler et samfundsansvar for at gøre vores energiforsyning grønnere og ser samtidig et stort industrielt potentiale i at finde løsninger, som kan gøre vedvarende energi mere værd og yderligere konkurrencedygtig. Industrien har allerede knækket noget af koden, eksemplificeret i de subsidier-fri havmølleparker, men der er mere at hente ad det spor. F.eks. gennem sektorkobling og en tættere sammenknytning af energisystemet”, siger Christian Boysen.

Glenda Napier, CEO i Energy Innovation Cluster, ser frem til at byde en ny medarbejder velkommen. 

”Vi har mange virksomheder, der gerne vil indgå i innovationsprojekter for at udvikle morgendagens nye løsninger. Derfor skal vi fordoble vores projektportefølje og eksekvere på vores mange industri-drevne innovationsprojekter. Christian har stor erfaring med projektledelse og er vant til at arbejde professionelt med innovation, ikke mindst på mange af de områder, som vi har i pipeline til projektporteføljen. Jeg ser meget frem til at få ham på holdet”, siger Glenda Napier.  

Blå bog: Christian Boysen

  • 33 år, gift, far til to bosat  i Haderslev.
  • Uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet med speciale i energiplanlægning. Tillige akademiuddannet i innovation og projektledelse.
  • Har tidligere arbejdet for Køleklyngen på Als, i Lean Energy Cluster, Teknologisk Instituts Innovationscenter og i CLEAN.

Kontaktperson

Glenda Napier
CEO
+45 42 14 91 74