Samarbejde giver medvind

11. juni 2020

Sammen med MHI Vestas Offshore Wind? Det kan du ikke mene!“

Jesper Møller, Principal Expert i Siemens Gamesa, husker tydeligt de forbløffede reaktioner fra kollegerne forud for opstarten af CRIF-projektet Common Equipment Towers faciliteret af Energy Innovation Cluster, hvor man sammen med MHI Vestas Offshore Wind ville samarbejde om at udvikle fælles grej til tårntransport.

"Samarbejde med en konkurrent er noget, man lige skal vænne sig til. Normalt kan det godt tage tid at afstemme ting internt. Det bliver ikke nemmere af at have konkurrenten med“, siger Jesper Møller. To år senere må man sige, at den tilvænning er sket. Siemens Gamesa har aktuelt en ordre på 750 tårnfødder i det nye, fælles design på vej, og hos konkurrenten MHI Vestas Offshore Wind er de første 150 tårnfødder i fælles design ankommet, og flere er i pipeline.

"Projektet er lykkedes. Det nye design er billigere og sparer os procestid“, konstaterer Thomas Sørensen, Tooling Specialist i MHI Vestas Offshore Wind.

Det fælles projekt handler ikke kun om tårnfødder. Det er også en lakmusprøve på, om der kan findes fælles fodslag til at udvikle andre ikke-forretningskritiske elementer ud fra en fælles standard til gavn for hele industrien. Det kan man, konkluderer både MHI Vestas Offshore Wind og Siemens Gamesa.

„Der er nogle forskelle, når forretningsfilosofier og kulturer skal mødes om et fælles mål. Det kan jo være bøvlet nok at blive enig med sig selv nogle gange“, siger Thomas Sørensen med et grin:

"Men teknikerne kan hurtigt blive enige om, hvordan tingene skal se ud. Vi har alle noget tungt, rundt og langt, vi skal flytte, og vi er bundet af de samme fysiske love. Det giver på alle måder mening at samarbejde – også på andre områder, der er mere komplekse“, siger Thomas Sørensen.

Projektbeskrivelse: Common Equipment Towers

Flere skal med
Jesper Møller er enig; ikke mindst i, at det er det, der skal til:

"Vi har udviklet en fælles tårnfod her, men vi har i lige så høj grad udviklet en måde at samarbejde på fremadrettet. Vi har set, at der er en fornuftig businesscase i at gøre det“, siger han.

Samarbejdet er allerede ved at blive konkretiseret ud i yderligere innovationsprojekter, f.eks. på et fælles tårnfundament til kajkanten. Ambitionen er fortsat at industrialisere branchen til gavn for en samlet industri, og i sidste ende en billigere vedvarende energiproduktion.

Der er nok at tage fat på:

"Vi har identificeret 36 forskellige områder, hvor der er et potentiale til at samarbejde“, siger Thomas Sørensen. Men det er ikke nok, at de store samarbejder. Flere små leverandører skal finde sammen, så de kan matche de udbud, der kommer, når de store puljer opgaverne, og flere skal se en forretningside i en øget industrialisering af vind:

"Hvis vi skal lykkes fuldt ud med industrialiseringen, så skal det også dryppe ned i værdikæderne“, siger Jesper Møller:

"Der ligger f.eks. et forretningsområde lige nu i at drifte og håndtere tårnudstyr for en samlet industri. Vi peaker ofte på forskellige tidspunkter, og kan vi deles om grejet i stedet for, at vi hver især har en masse jern liggende, så vil det spare os alle for meget. Det er der muligheder i – men det er faktisk også en nødvendighed, hvis vi skal realisere potentialet“, pointerer Jesper Møller.

Læs Yearbook 2020:
https://eicluster.dk/sites/default/files/publications/eic_yearbook2020_040620_rev2_screen.pdf
Forside-design af KirtXThomsen

Kontaktperson

Sune Falther
Press Contact
+45 61 60 01 80