Sådan ser den digitale energi-innovation ud

6. november 2019

CRIF-PROJEKTER: Digitaliseringen kommer i mange former og farver og er allerede en integreret del af det globale energisystem. Det samme gælder flere innovationsprojekter i Energy Innovation Cluster. Her optimerer virtual reality og algoritmer blandt andet sikkerheden i energisektoren og handlen med energi på tværs af Europa.​

“Try analysing data from more than 1000 offshore wind turbines, 11 combined heat and power plants, and more than 1.000.000 households, all contributing to our vision of creating a greener world. We use AI and machine learning to automate processes and decisions, to make recommendations and to build innovative solutions that will shape tomorrow’s energy ecosystem.”

Sådan ser introduktionen til it-job hos Ørsted ud. Og Ørsted er ikke alene om at prioritere de digitale kompetencer som en del af forretningen. I Energy Innovation Cluster har vores mere end 260 medlemmer i høj grad de digitale briller på, når de ser på vores innovationsprojekter. Her spiller de digitale kompetencer, produkter og services en afgørende rolle i arbejdet mod et billigere, bedre og grønnere energisystem.

Digitale innovationsprojekter
I Energy Innovation Cluster er vi med til at drive den digitale innovation fremad. 

"Industrien efterspørger digitale løsninger, hvor kunstig intelligens, virtual reality, autonome droner og andre digitale teknologier skaber værdi. Vi ved, at de globale investeringer i digitale energiløsninger er steget med 20 procent – hvert år – siden 2014, og overstiger nu 50 mia. dollar. Det beløb er større end Indiens samlede investeringer i elektricitet. Derfor fokuserer Energy Innovation Cluster på digital innovation i samarbjede med vores medlemmer", siger Glenda Napier, CEO i Energy Innovation Cluster. 

Digitale CRIF-projekter
I CRIF-projektet Virtual Reality Safety Training samarbejder Maersk Training med Københavns Universitet, KRING Innovation og Virsabi om en digital undervisningsplatform, der med afsæt i virtual reality kan hjælpe virksomheder i energisektoren med at skabe realistiske undervisningsmiljøer for ansatte i energibranchen.

EuroGrid – et af vores andre CRIF-projekter – medvirker blandt andre Energinet i samarbejdet om at lave en digital platform, der skal forbedre prognoserne for handel med energi på tværs af lande i Europa. Projektet vil blandt andet beskrive den aktuelle markedssituation og energiforsyning på minuttet, så de enkelte landes energisystemer strømlines til fordel for forsyningssikkerheden og prisen på energi.

Autonome offshore droner
Flere eksempler på flyvefærdig, digital innovation er vores projekter om droner. I CRIF-projektet Operative pakkeleverancer med droner samarbejder Siemens Gamesa og Ørsted fx om en ny type drone, der skal kunne levere materiel til serviceteknikere, der arbejder i en havvindmølle. Her vil digital innovation spare energisektoren for tid og penge samt øge sikkerheden i det udførte arbejde.  

Globale, digitale investeringer   
DNVGL har i 2019 lavet en analyse af den globale energisektors arbejde med digitalisering. Næsten 2000 aktører fra den globale energisektor medvirker. 87 % svarer, at digitalisering er en del af deres virksomhedsstrategi. 71 % investerer i digital efteruddannelse, 69 % i cybersikkerhed og 66 % i automation. Langt over halvdelen er altså godt i gang. 

Digitaliseringen et fantastisk power tool, der med afsæt i menneskelige beslutninger vil skabe et smartere, billigere og grønnere energisystem i fremtiden.

Alle aktive CRIF-projekter fra Energy Innovation Cluster

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04