BLOC: “Værdiskabelse fører til bedre teknologiforståelse”

BLOC: “Værdiskabelse fører til bedre teknologiforståelse”
10. september 2019

Ifølge tal fra World Economic Forum vil 10 procent af det globale BNP være blockchain-baseret i 2025. Scale-Up Denmark-finalisten BLOC er bannerfører for den nye teknologis indtog i energisektoren.

I 2019 vandt virksomheden BLOC offshore-delen af Next Step Challenges eliteaccelerator for små og mellemstore virksomheder. BLOC designer og udvikler digital infrastruktur, og det er i særlig grad produktet BunkerTrace til bedre sporing og håndtering af marine brændstoffer, der har vakt interesse i offshoreindustrien.

Ifølge Glenda Napier, CEO i Energy Innovation Cluster og medlem af Scale-Up Denmark-finalens dommerpanel, er BLOC et godt eksempel på en innovativ virksomhed med øje for fremtidens markedsbehov. Med sejren i offshore-acceleratoren er BLOC kvalificeret til finalen i Scale-Up Denmark.

”Innovativ blockchain-teknologi kan for alvor ændre den måde, vi arbejder med forretningsmodeller, finansiering og prissætning, fx indenfor handel med energi. Datasikkerhed er et andet kerneområde for offshoreindustrien, som blockchain-teknologi kan forbedre betragteligt. BLOC arbejder med en trend i praksis – lige nu – og har potentialet til at udleve hele Next Step Challenge-processen til gavn for innovation og vækst”, siger Glenda Napier.

Der er mange muligheder for at implementere blockchainteknologi i energisektoren, og ifølge Deanna MacDonald, medstifter og CEO i BLOC, er der en række muligheder for samarbejde med offshoreindustrien.

Her præsenterer hun sin vision for, hvordan at BLOC og blockchain-teknologi kan øge innovationen i offshore-sektoren:

Hvordan mener du, at Bloc kan tilbyde nye løsninger til energibranchen?
I øjeblikket fokuserer vi inden for energiområdet på sporing af alternative energisystemer og brændstoffer, og vi føler, at dette bidrager med betydelig værdi til industrien som helhed. Vi arbejder på rene energiløsninger og sigter primært efter anvendelser i den maritime sektor. I den maritime sektor udfører vi tre typer af sporing: sporing af brændstoffer med lavt svovlindhold til overholdelse af den nye globale svovlregulering, en forundersøgelse af sporing af in- og output i et cirkulært affald-til-energi-system baseret på brintbrændselsceller til at forsyne verdens første grønne havn med energi, samt opstrømssporing af biobrændstoffer til rapportering om kildeoprindelse. I alle tre tilfælde er sporbarhed en nødvendighed med henblik på compliance, bæredygtighedsrapportering, prissætning og verificering, så disse nye alternative brændstoffer og systemer kan nyde både tillid og udbredelse i fremtiden. Desuden understøtter disse målinger de økonomiske kalkuler, der skal bidrage til udbredelsen af disse alternative brændstoffer, uanset om disse bruges til forsikringsrabatter, mindskning af compliance-omkostninger, dokumentation af compliance, mindskning af energiomkostninger, kulstofregnskab til bæredygtighedsrapportering eller til sporing af emissioner og reduktioner med henblik på statslig rapportering i henhold til Paris-aftalen.

Forstår branchen de muligheder, jeres teknologi rummer?
Både ja og nej. Hvis vi henvender os til branchen med en "blockchain first"-mentalitet, skaber det en masse unødvendige komplikationer. Vi tror snarere på, at vores løsninger skal forklares på baggrund af den værdiskabelse, de medfører, snarere end den teknologi, vi bruger. Og dette gælder, uanset om vi taler i nominelle termer, såsom mindskning af energiregningen eller de penge, der spares på compliance-bøder. Dét er nemlig et sprog, branchen forstår. Når vi så skal forklare, hvorfor et forsikringsselskab, en myndighed, en mægler, eller eksempelvis en investor skulle have tilstrækkelig tillid til, at denne løsning giver disse fordele, så kan vi gå ind i en snak om, hvordan blockchain muliggør denne konstante sporbarhed, og tage det punkt for punkt i forhold til produktet på en mere håndgribelig måde. For så oplever vi, at de bedre forstår og påskønner teknologien som et middel, der kan løse deres udfordringer og samtidig skabe muligheder og værdi. 

Er jeres løsning klar til at implementere? (Hvad kræves der?)
Industrien er helt klar til vores produkt til sporing af skibsbrændstoffer, BunkerTrace, og den kræver faktisk af os, at vi frigiver produktet nu! Det er spændende. De ser værdien i det, og vi har skabt et intuitiv produkt, der også er koblet til en anden teknologi, nemlig syntetisk DNA-tagging, som muliggør fysisk sporing af brændstoffet gennem forsyningskæden. Industrien er absolut klar til det, særligt med tanke på hvor stor manglen på gennemsigtighed og styring er i denne sektor pt.

Når det drejer sig om vores andre løsninger, oplever vi generelt en stor åbenhed over for det, vi arbejder på, fordi vi altid arbejder tæt sammen med vores partnere og kunder på en åben og dialogpræget måde, der sikrer, at vi udvikler og skaber produkter, de faktisk har brug for, og som de kan se, vil føre dem ind i den næste æra og drive fremskridtet. Vi plejer at fokusere vores indsats på dem, der er first movers, og som er klar over de udfordringer, vi som planet – og derfor også som industri – står overfor, hvilket gør det noget lettere. Men når vi validerer og dokumenterer den bæredygtige business case hos disse first movers, er det lettere at skabe momentum blandt dem, der måske har ignoreret problemerne og holdt fast i status quo. 

Har I været i stand til at sikre jer de første kunder i industrien?
Ja. Når vi udvikler en løsning, gør vi det sammen med industrien ved at skabe et konsortium af flere aktører i branchen, der repræsenterer hvert led i den forsyningskæde, vi arbejder med. Her har vi i en periode et åbent samarbejde, hvor vi dykker dybere ned i problemfeltet. Disse aktører bidrager altså med deres viden og indsigt som eksperter i deres områder og vurderer de løsninger, vi skaber, på baggrund af deres input samt den værdiskabelse, de value propositions, de kan se, løsningerne bidrager med til deres respektive brancher. 

Herfra søger vi så at udvikle disse relationer, så de bliver til kunderelationer og desuden ender med at blive de first movers, der er villige til at afprøve og teste prototyper og beta-versioner af vores produkter, hvilket giver os endnu mere feedback til nye versioner og gør det muligt at skabe et mere relevant produkt for dem og for branchen som helhed. Det er også gennem disse virksomheders tillid og anbefalinger, at andre virksomheder bliver fremtidige kunder og ser, at der er værdi i enten at slutte sig til os i de tidlige faser eller købe produktet, når det er klar til markedet. 

Ser I jer selv som en tværgående teknologivirksomhed eller som værende begrænset til få brancher?
Vi er et lille og agilt team, der, gennem vores mange betroede partnerskaber og samarbejder, kan flytte bjerge. Det kan gå ud over vores fokus, hvis vi arbejder i for mange sektorer på én gang, men vi plejer altid at arbejde i mindst tre. Lige nu arbejder vi med den maritime sektor, vandsektoren og energisektoren. For det meste kan de løsninger, vi skaber, anvendes på tværs af flere sektorer, hvilket er et stort plus. At være i stand til at opretholde en tilstedeværelse i dem alle på én gang er en udfordring, så vi forsøger at begrænse os til tre sektorer for nu. Vi fokuserer i øjeblikket på kritisk infrastruktur, og vi ser muligheder i at skabe teknologiaktiverede miljøløsninger med brancherelevante value propositions og understøttende business cases. 

Hvordan har det bidraget til udformningen af jeres virksomhed at være en del af Next Step Challenge?
Med Next Step Challenge bragte vi specifikt BunkerTrace ind, og disse workshops hjalp os virkelig med at udbygge komponenter i vores business case, som vi ikke havde foldet nok ud på det tidspunkt. Jeg var meget begejstret for den yderst relevante og erfarne rådgivningskomité, de havde håndplukket til os, og for alle de fantastiske sessioner, vi havde sammen. De bidrog virkelig til at navigere BunkerTrace, når jeg havde brug for det, og alt imens vi var i rivende udvikling. De skabte partnerskaber, et joint venture med et andet teknologiselskab, hvor vi kombinerede vores teknologier, og når vi havde behov for rådgivning om, hvordan man skal gå til markedet eller forklare en løsning til markedet, var de der altid til at hjælpe os med konkrete eksempler og give os relevante og konkrete opgaver, der har været med til at få os derhen, hvor vi er i dag. 

Hvad har I fået ud af at vinde semifinalen?
Det er lidt for tidligt at sige lige nu, men det har for eksempel ført os til Energy Innovation Cluster, og der har også været lidt flere kunder, der har kontaktet os på baggrund af eksponeringen. At være udvalgt til de nationale finaler og deltage i det øger også vores løsnings troværdighed. Generelt set mener jeg, at det er en af de vigtigste ting, sejren har givet: troværdighed. Rådgivningskomitéen og dommerne er alle respekterede inden for deres felter, og det, at de blåstempler BunkerTrace i dette forum, giver en vigtig accept af os, vores indsats og vores løsning. 

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04